Pilgrimsvandring – Her hvor vi går – 26. aug. 2019

 

Igen i år havde Gudmund, vores sognepræst i Vær, inviteret til pilgrimsvandring.

Den vandring, som jeg nu har deltaget i i hvert fald 3 år, er noget jeg glæder mig meget til.

I år var vi over 50 deltagere.

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er en god pilgrim, men jeg kan sige, at det er noget jeg nyder at være med til.

I år var vi velsignet med skønt sensommervejr. Der blev høstet på markerne omkring os, da vi vandrede ud mod Serridslevgård, i en lang menneskehale. Duften af halm og hø bredte sig i det smukke landskab, og vi snakkede med hinanden om alt muligt, ja der var en dejlig stemning.

Undervejs blev vi guidet med ”nu må vi snakke og nu i total stilhed”, og Gudmund havde uddelt et sangblad, som blev brugt undervejs i pauser med oplæsning med relation til vandringen.

En af sangene var ny for os og svær at synge, men i et af versene ”Giv mig glæden tilbage, at dele med den der har glemt både latter og smil” blev jeg egentlig ret rørt, for det er ikke nemt at kunne. Jeg tænkte, at da vi skulle gå i stilhed, og vi blev bedt om at tænke på, hvad vi nu gik og biksede med, i øvrigt, ja så kunne jeg det ikke, det er for svært, hellere ingenting, nyde nuet og det dejlig vejr og naturens skønhed. En slags frihed for tristheden som plager til tider.

Vi landede i Serridslev kirke og videre til kirketomten i Nebel, hvor der blev uddelt brød og vin i det gamle smukke våbenhus. Stedets skønhed, udsigten gennem de gamle træer ned mod Nørrestrand, er et ubeskriveligt smukt skue..

Senere i kirken i Vær, hvor vi i stilhed lyttede til vist nok et russisk mandskors  al capella nynnen, det rører ved hjertet, synes jeg.

At vi så til sidst bliver beværtet med dejlig suppe og brød og hvidvin, er en skøn afslutning på en virkelig dejlig aften, hvor pilgrimsvandringen sluttede i Vær.

Jeg gætter nu på, at turen var omkring 10 km, hm og ikke 7km..

Men dejligt var det, og jeg har tænkt på oplevelsen hver dag siden med glæde.

Tak for at du og din hustru giver os denne oplevelse, Gudmund og tak for din gode humor og arbejdet med det!

Else Marie Poulsen

——————————–

En skøn aften med tro, tanke og trin i skøn forening, hvor der blev udfordret til vandring i stilhed, en udfordring, der var svær for mig. Men den resulterede i at jeg aldrig nogen sinde før har set aftensolen så smuk og strålende, duftet de nyhøstede marker så intens, fornemmet et medmenneske ved min side, hørt fuglenes sang, set de smukke sensommerfarver i skov og langs vejen. Så det var slet ikke ringe endda med sådan en udfordring på pilgrimsvandringen i Vær-Nebel sogn i aften.
Tak for en vidunderlig aften og for en pilgrimsvandring på allerfineste vis.

Anette Vejby Bendtsen.

————————————-

Denne sensommeraften den 26. August drog ca. 60 mennesker på en mini-pilgrimsvandring fra Vær kirke mod Serridslevgård til Serridslev kirke og herfra til det lille pilgrimskapel i Nebel, hvor arrangørerne Gudmund Rask Pedersen og hustru Anette havde medbragt vin og brød, som vi delte.
Herfra gik vi så denne sensommeraften i pragtfuldt vejr og i absolut stilhed mod Vær kirke. Vi havde så tid til fordybelse, eftertænksomhed og refleksion over livet i al almindelighed, kun afbrudt af en enkel bil eller mejetærsker, som skulle passere engang imellem.
Det at gå i stilhed kan godt anbefales. Man kommer herved ind i nogle hjørner af ens tankebaner, som kan have været lidt forsømte i en stresset hverdag.
Anette Foged Schulz arrangerer i øvrigt pilgrimstur for sluttede selskaber, firmaer m.v.
Jeg havde en dejlig aften, og på trods af den anbefalede stilhed under gåturen, gik snakken igen livligt under suppen, som blev serveret i sognegården af frivillige hjælpere.
Stor tak til Anette og Gudmund for initiativet til dette.
Mvh
Anette Møller Rasmussen

Pilgrimsvandring 8. juni 2019

Tempoet blev sat ned og tankerne ledt hen på meditation og taknemmelighed, da studenter- og pilgrimspræst, Anette Foged Schulz, forleden guidede 17 medlemmer fra Vitus Bering Y’s Men’s Club via Nørrestrand til Vær Kirke.

Vandringen satte punktum for en spændende sæson for klubben, der mødes en gang om måneden til fællesspisning med program. Y’s Men’s er et kristent fællesskab, der driver velgørende arbejde til fordel for lokalt kirkeligt ungdomsarbejde og internationale projekte, fortæller den lokale klub i en pressemeddelelse.

Pilgrimsvandring 8. juni 2019

Retræte, april 2019

Jeg er dybt taknemmelig for at have haft mulighed for at deltage i Anette Foged Schultz’s stilleretræte på Ådalen Retræte. Det er en lise for krop og sjæl at være sammen med en gruppe i stilhed i 2 døgn, hvor det gælder om ‘bare at være’ og at opleve den stilhed, som bekommer mig så vel. Den er krydret med andagt morgen og aften, mulighed for gåture i de smukkeste omgivelser, det lækreste vegetarmad, fine værelser og ikke mindst vejledende samtaler med Anette, hvis vi ønsker det.

Kærligst Birgitte

Retræte, april 2019

Tusind tak for en dejlig retræte.
Både samtaler og andagter var meget givende. Jeg har fået hvilet mig og har fået ny inspiration til mit bønsliv.
Så jeg anbefaler vidt og bredt alle at tage på retræte.
Kærlig hilsen
Dorthe

Retræten i Ådalen 27.-29. april 2019

Jeg valgte ordet ENKELHED – og det var, hvad jeg fik på alle planer.
Der opstod meningsfulde sammenfald, da jeg havde planlagt at snitte en stok/stav.
Salme 23 havde jeg lige hørt dagen før jeg tog hjemmefra. Vi fik den også på retræten og her er billedet af min stok/stav samt min hjertekrans begge kreeret under retræten.
Både mit vandringsmantra og hjertet var med i alt, hvad der skete for mig under retræten. Dejligt med skov og natur lige udenfor døren. Jeg fik en vidunderlig oplevelse af, hvor meget jeg havde rykket/forandret mig fra tidligere. Jeg fik stilhed, ro, andagter/meditationer, natur, enkelhed, kreativitet og åndelighed.
TAK

Retræte, Ådalen, april 2019

Efter nogle år med travlhed og en stejl læringskurve i forhold til nye arbejdsopgaver stod det klart at jeg trængte til at udvikle “ro og fordybelsesaspektet”. Jeg har aldrig deltaget i retræte, vidste intet om det og var helt uerfaren i stilheden. Alligevel blev det den vej jeg valgte at gå.

Deltagelse i stilleretræten på Ådalen 24-26 april 2019 har givet mig bevidstheden om et helt nyt landskab at opdage. Anette Foged Schultz vejleder kyndigt, teologisk gennemarbejdet og usentimentalt. Den Ignatianske metode insisterer på et nærvær og et møde med Guds kærlighed i Jesus, som har åbnet for oversete udsigter og indsigter og en glæde som fulgte med hjem

Kirsten

Pilgrimsvandring

Tak for en meget fin tur i går langs vandet, over Nørre strand til Vær Kirke.

Du er god til at sætte en ramme om flokken. Klare instrukser til eftertanken i stille stunderne – ikke for lange-ikke for korte- men præcise og tilpasset den, trods alt, korte tur.

Sjovt at se udviklingen i rundkredsen, fra vi startede ved kirken, hvor det ikke var nemt for alle at falde ind i fællesskabet omkring rundkredsen. Og de så det ikke selv! Til vi sluttede på bakken før kirken, hvor de fleste mærkede  fællesskabet omkring rundkredsen og var med.

Dejligt musik ved afslutning i kirken.

I det hele taget en oplevelse som gav mig en forbundethed og ro.

Tak for den oplevelse.

Venlig hilsen Lene Nøhr Geil

Sådan var det – retræten den 17-19. november 2018

Kære Anette.
Tusind tak for sidst, det var igen en fantastisk dejlig oplevelse at være på din retræte i skovhuset her i november måned. For mig betød det en genfunden hvile i at alt er som det skal være og at jeg kan stole på Gud og vide at han vil lede mig dag for dag. Alt gik op i en højere enhed: Bibelvers, bibelmeditationer, naturen, den åndelige vejledning du gav, de bøger jeg læste i og de tanker og inspirationer som jeg fik. Jeg er sikker på, jeg vil vende tilbage til de erkendelser jeg fik på denne retræte og grunde over dem og hvile i dem i den kommende tid. Allerstørst var det, at Guds kærlighed kom dybere ind i mit hjerte og sind.
Tak for din hjælp til den forståelse.
Derudover var det ren luksus med god mad og masser af tid til fordybelse.  Samt kropsbevidsthed og at være midt ude i naturen. Jeg vil glæde mig til næste retræte.  Og anbefaler det til alle, jeg kender.
Kærlig hilsen og glædelig advent,
Lotte, Vissenbjerg

Stilleretræte i Skovhuset 23. – 25. nov. 2018

Ved introduktionen til retræten blev vi bedt om at vælge et af de syv pilgrimsord. Jeg valgte enkelthed. Atmosfæren i Skovhuset indbyder til enkelthed, ligeledes rytmen i dagen med andagt, bøn, meditation, tid til fordybelse, tid til vandring i den skønne natur omkring Skovhuset.
En stor tak til dig Annette for din måde at lede retræten på og for din indsigtsfulde vejledning. Også tak til Louise for den fine guidning til kropsmeditation og til Jørgen for den superlækre mad.
Med venlig hilsen
Birthe