Arrangør: Pilgrimspræst i Horsens Provsti Anette Foged Schultz
Tilmelding på mail:
afs@km.dk
Ved overgangen til et nyt år tager vi os tid til at stoppe op og se tilbage på året, der gik. Vejen vi gik. Hertil hvor vi er nu. Pilgrimsvandringen er fuld af symbolik og giver os billeder af livsvandringen – din og min livsvandring – mellem fødsel og død. Den sætter vores NU ind i perspektivet af livsvandringens begyndelse og afslutning og derved kalder den os ind i nærværet her og nu med opmærksomhed på hvert eneste åndedrags kostbarhed. Denne eftermiddag først i det nye år sætter pilgrimspræst i Horsens Provsti, Anette Foged Schultz, rammen for nogle timers fordybelse. Tid til at tænke efter. Tid til bare at være for en stund, med fokus på året der gik og året, vi nu er trådt ind i. Vi vil indlede i Vær kirke kl.14.00 med en kort andagt og med tid i stilhed og meditation. Vandringen derefter er på ca. 2 km og også her er der tid til eftertanke og fordybelse i det fokus, der gives undervejs. Nytår er højtid. Tid til at vende opmærksomheden mod dét, der var i året, der gik og det der ligger foran og venter i det nye år. Nytår er tid til at vende opmærksomheden mod det, der er vigtigt. Det, der er ubetinget betydningsfuldt i dit og mit liv. Det der er helligt. Ofte lader vi os rive med af dagenes hastige gang og glemmer, at standse op og værdsætte livet, vi får givet. Velkommen til en eftermiddag i Vær kirke i begyndelsen af det nye år, hvor rammen er sat for god tid til væren og fordybelse. Vandringen vi foregå i et langsomt tempo, så de fleste skulle kunne gå med. Der vil være et glas cava og chips i sognehuset, som afslutning på vandringen.
Arrangør
Pilgrimspræst i Horsens Provsti Anette Foged Schultz
Pilgrimsvandring for pårørende til mennesker med hjerneskade
Tirsdag den 11. marts mellem kl. 16.00-19.00 fra Vær kirke, Værvej 50, 8700 Horsens
Pilgrimspræst i Horsens Provsti, Anette Foged Schultz, inviterer til en meditativ vandring med udgangspunkt i Vær kirke for pårørende til mennesker med hjerneskade. Pilgrimsvandringen giver rammer og rum til at mærke og tænke efter: Hvor er jeg på min livsvandring? Hvad fylder? Hvad længes jeg efter? Hvad er jeg taknemmelig for? Vi vil indlede med en meditativ stund i kirken. Derefter begive os ud på en kort vandring (ca. 1 ½-2 km) med et fokus til fordybelse givet af Anette og slutte af i sognehuset, hvor der vil være lidt brød, ost og vin og tid til at samle tankerne efter vandringen og dele lidt af dét, vi hver især går med. Tilmelding til /kontakt for mere info: Kontakt Anette på mail afs@km.dk